Job hos Haver til Maver
Hos Haver til Maver arbejder vi for at skabe læring, fællesskab og madglæde gennem naturen. Når vi søger nye medarbejdere, bliver stillingsopslag altid offentliggjort her på siden.
Følg os med fordel på sociale medier (LinkedIn, Instagram og Facebook), hvor vi løbende deler nyt om vores arbejde, kommende udviklingsprojekter og ledige stillinger.
Du er altid velkommen til at sende os en uopfordret ansøgning til rd@havertilmaver.dk
Vi søger et bestyrelsesmedlem til Fonden Grobund
Haver til Maver er i rivende udvikling med nye haver og nye aktiviteter. I dag findes der 13 Haver til Maver skolehaver fordelt over hele landet samt et prisbelønnet Haver til Maver-Hus på Frederiksberg, hvor sekretariatet hører hjemme. Vi forventer at åbne endnu flere skolehaver i løbet af de næste par år samt at udvikle nye aktiviteter og programmer, hvor vi med udgangspunkt i jord-til-bord principperne skaber grobund for gode og stærke børneliv.
En del af vores strategiske udvikling er, at foreningen Haver til Maver i foråret 2026 overgår til at blive en nystiftet erhvervsdrivende fond med et almennyttigt formål. Skolehaverne Haver til Maver, vil stadig være helt det samme, men nu blot som en del af Fonden Grobund. Til det formål er vi i gang med at sammensætte en ambitiøs og engageret bestyrelse, der skal være en stærk hånd i ryggen og bistå Fonden Grobund, herunder Haver til Maver, med at indfri ambitionerne i strategien.
Bestyrelsen vil bestå af 6-7 medlemmer, hvoraf tre forventes at følge med fra den nuværende bestyrelse. Vi leder efter en profil, som kan supplere de eksisterende kompetencer, og vi vil derfor være glade for at se ansøgninger fra profiler, der har en eller flere af flg. kompetencer:
- Kommunikationskompetencer
- Politisk netværk og tæft
- Bestyrelseserfaring
Der afholdes som udgangspunkt 4 møder om året, men ekstra møder og aktiviteter kan tilføjes efter behov. Bestyrelseshonoraret er 26.000 kr. årligt.
Deadline er søndag den 22. februar, men vi tager stilling til de indkommende ansøgninger løbende, så tøv ikke med at få sendt afsted før det. Vi forventer at afholde samtaler med udvalgte kandidater løbende og dernæst afslutte processen medio marts.
Spørgsmål kan rettes til forperson Louise Køster på lk@havertilmaver.dk.
Se stillingsopslaget og sende din ansøgning her
Fritidsjob hos Haver til Maver i Frederiksberg Have
Vil du tjene lidt ekstra lommepenge? Kan du lide at være udenfor og bruge dine hænder?
Vi søger 2 friske unge mennesker mellem 14 og 17 år, der kan hjælpe os med praktiske opgaver i skolehaven i Frederiksberg Have i 2026.
Du skal være klar på at være udenfor – også når det regner. Du behøver ikke være stærk, men du vil skulle bruge din krop.
OPGAVER fx:
- Rengøre køleskab og hylder
- Lægge vasketøj sammen
- Luge ukrudt med hænder og værktøj
- Vande planter
- Rive blade sammen
TID: 1 dag om ugen 2 timer mellem kl.14 og 17.
Ansættelsen er tidsbegrænset i perioden 7. april til 7. nov. 2026.
Er det noget for dig? Send en skriftlig ansøgning, hvor du fortæller lidt om dig selv og hvorfor du gerne vil have jobbet. Ansøgninger sendes til sna@havertilmaver.dk.
Ansøgningsfrist d.23.marts.
Har du spørgsmål så kontakt Sally N. Andersen, 22700723 (kl.14-16.00).
Praktik hos Haver til Maver
Hos Haver til Maver byder vi altid engagerede og nysgerrige praktikanter velkommen. Vi tilbyder spændende praktikforløb, hvor du får mulighed for at blive en del af vores arbejde med børn, læring og natur – helt tæt på livet i skolehaverne.
Vores primære praktikperiode er fra april til oktober, hvor der er fuld gang i haverne. Da vi følger skolernes kalender, skal du være opmærksom på, at der er sommerferiepause samtidig med skolerne.
Som praktikant hos os bliver du en del af hverdagen i haverne. Du vil:
- Deltage aktivt i haveforløb sammen med skolehavekoordinatorer, elever og lærere
- Få indblik i formidling, undervisning og naturpædagogik
- Hjælpe med praktiske opgaver, der sikrer, at skolehaverne fungerer optimalt
- Bidrage med dine egne idéer og perspektiver til vores arbejde
Vi er åbne over for mange faglige baggrunde, så uanset om du studerer til gartner, pædagog, lærer, naturvejleder, agronom, ernæring og sundhed eller noget helt andet, hvor vores skolehaver kan spille en rolle i din uddannelse, hører vi meget gerne fra dig.
Send en kort ansøgning og CV til ss@havertilmaver.dk, så tager vi en dialog om, hvordan vi sammen kan sammensætte det bedst mulige praktikforløb for dig.
Bemærk: Da Haver til Maver er en forening, har vi desværre ikke mulighed for at tilbyde lønnet praktik.