Ny skolehave spirer frem på Randers Naturcenter: Haver til Maver åbner ny have i Jylland

Ny skolehave spirer frem på Randers Naturcenter: Haver til Maver åbner ny have i Jylland

Ny skolehave spirer frem på Randers Naturcenter: Haver til Maver åbner ny have i Jylland 1024 768 Haver til Maver

Randers Naturcenter, beliggende i de naturskønne omgivelser ved Gudenåen, bliver hjemsted for den anden Haver til Maver-have i Jylland – og det markeres ved den officielle åbning af haven den 5. november kl. 11.30. 

Med hjælp fra finansloven 2025 rykker Haver til Maver nu til Vestdanmark, hvor skoleelever fra 3. – 6. klasse i Randers Kommune får mulighed for at få hænderne i jorden og grønne retter i maven. 

”Haver til Maver er et godt eksempel på, hvordan vi kan kombinere læring, natur og bæredygtighed i praksis. Det giver børnene en helt særlig forståelse for, hvor maden kommer fra, og skaber en tættere relation til naturen omkring dem og den mad, de spiser. Samtidig styrker det vores fælles mål om at bruge naturen aktivt i børns hverdag – både som læringsrum og som en kilde til trivsel og fællesskab,” siger Torben Hansen, borgmester i Randers Kommune. 

Allerede nu har flere elever været forbi haven, som spirer med spinat, bladbeder og asiatiske vintergrøntsager i højbedene. I de kommende uger skal eleverne gøre haven klar til næste sæson, ved blandt andet at så vårsalat og lægge hvidløg. I Randers kommunes budgetaftale for 2026 og 2027 er der afsat midler til at en række klasser kan blive en del af Haver til Maver de kommende år. 

Skoleforløb i velkendte omgivelser 

Netop Randers Naturcenter har været et oplagt sted for etableringen af den nyeste Haver til Maver-have. 

”Randers Naturcenter er et fantastisk sted, hvor vi kan sætte ekstra fokus på naturdelen af Haver til Maver-konceptet, men stadig holde fast i kernen med at så, dyrke, høste, tilberede og spise egne grøntsager. Naturcentret har allerede et veletableret samarbejde med flere skoler i Randers Kommune, hvilket betyder, at mange elever kender stedet og føler sig trygge i de grønne omgivelser. Det skaber en god ramme for undervisningen i haven, hvor der er plads til både nysgerrighed og nærvær,” siger Camilla Roed Otte, programdirektør for Maver til Maver. 

Det nye samarbejde glæder også Helle Marie Taastrøm, daglig leder af Randers Naturcenter: ”Samarbejdet med Haver til Maver passer rigtig godt til det, vi i forvejen arbejder med på Randers Naturcenter. Her handler det netop om at give børnene nogle helt konkrete oplevelser i naturen, hvor de lugter, smager, bruger deres hænder og bliver nysgerrige på naturen og dens ressourcer. Her bidrager den nye have med et helt nyt perspektiv i vores undervisningstilbud.” 

Etableringsomkostninger til haven på Randers Naturcenter er givet til Haver til Maver på Finansloven 2025 med ambitionen om, at endnu flere børn rundt om i landet i fremtiden får mulighed for at lære gennem natur og praksisnær undervisning. Ud over den nye have på Randers Naturcenter, glæder vi os til at åbne vores tredje jyske have, denne gang på Sostrup Slot i samarbejde med Drakonheart på Djursland i 2026. 

Haven åbnes officielt onsdag den 5. november kl. 11.30 på Randers Naturcenter, Gudenåvej 20, 8920 Randers NV.