Brøndby Kommune med i Den Grønne Rygrad

Brøndby Kommune med i Den Grønne Rygrad

Brøndby Kommune med i Den Grønne Rygrad 1920 1280 Haver til Maver

Brøndby Kommune er ny samarbejdspartner i Den Grønne Rygrad – et landsdækkende projekt, som Haver til Maver er en del af. Samarbejdet skal styrke undervisningen i klima og bæredygtighed og give både lærere og elever bedre adgang til grønne læringsmiljøer.

“I Brøndby vil vi gerne give børn og unge konkrete oplevelser med klima og bæredygtighed, så de får viden om, hvordan de selv kan være med til at skabe en grønnere fremtid. Når eleverne fx besøger Naturskolen, får de ikke bare teori, men ser i praksis, hvordan vi som samfund arbejder med natur, energi og ressourcer,” siger Rikke Reiter, skolechef i Brøndby Kommune og fortsætter:

”Den Grønne Rygrad gør det lettere for lærerne at finde de gode forløb, så eleverne kan lære, opleve og blive inspireret til at tænke grønt i deres egen hverdag. Skolerne og dagtilbud spiller en helt central rolle i den grønne omstilling – det er her, nysgerrigheden og engagementet starter.”

Med Brøndby Kommune ombord får endnu flere lærere og elever nye muligheder for at arbejde med klima og bæredygtighed – både i klasselokalet og i kommunens eksterne læringsmiljøer. Det markerer endnu et vigtigt skridt mod at styrke den grønne dannelse blandt børn og unge.

Vi glæder os over samarbejdet og ser frem til at støtte Brøndby i arbejdet med at gøre den grønne dannelse til en naturlig del af skoledagen.

Læs hele pressemeddelelsen her

Den Grønne Rygrad
Den Grønne Rygrad er et samarbejdsprojekt mellem den grønne tænketank CONCITO og Haver til Maver. Formålet er at danne ramme for arbejdet med grøn dannelse i grundskolen ved at styrke klima- og bæredygtighedsundervisningen med udgangspunkt i STEM-fagene. Det sker bl.a. gennem kortlægning af lokale og nationale grønne undervisningsaktiviteter samt et digitalt værktøj, der tilbyder lærerne et overblik over lokale praksisnære aktiviteter inden for natur, klima og bæredygtighed i vores samarbejdskommuner. Det kan understøtte planlægningen af forløb, som engagerer eleverne i praksisnære og motiverende klima- og bæredygtighedsaktiviteter.

Læs mere om Den Grønne Rygrad her

Den Grønne Rygrad er støttet af Novo Nordisk Fonden.